Historien bag Toosbuys Torv

Toosbuys Torv er opført til glæde for Bredebros borgere for at markere 50-året for skovirksomheden ECCOs grundlæggelse i 1963. Foruden at fungere som et butikscenter er hensigten med torvet, at det skal fungere som et samlingspunkt for byens og egnens borgere.

Toosbuys Torv er opkaldt efter ECCOs grundlæggere, Birte og Karl Toosbuy, som flyttede til Bredebro i starten af 1960erne for at etablere deres egen skofabrik. Siden er ECCO vokset til at være en global virksomhed med over 19.000 medarbejdere, og hovedsædet er stadig beliggende i de oprindelige bygninger i Bredebro.

Foruden en række butikker og en hyggelig café rummer Toosbuys Torv ECCOs egen udstilling ”Æ Laut” samt Byens Rum. På Æ Laut kan gæster lære om virksomhedens historie, værdier og udvikling inden for teknologi, design og produktion. Byens Rum er et lokale, der kan benyttes af byens borgere til sociale, kulturelle og egnsfremmende formål. Rummet administreres af Bredebro Lokalråd.

Toosbuys Torv er tegnet af Over Byen arkitekter, og er med sine fire bygninger en moderne arkitektonisk fortolkning af egnens traditionelle marskgårde. Toosbuys Torv blev præmieret af Tønder Kommune for årets nybyggeri i kommunen i 2015.

For at læse mere om ECCO, klik her.

Ved forudgående aftale kan interesserede se ECCOs udstilling, Æ Laut. For yderligere information om udstillingen, kontakt da visitorservice@ecco.com